Der lægges vægt på udvikling af talentet ved tilknytning af trænere med en høj teoretisk og praktisk baggrund. Træningen er tilrettelagt, så den er tilpasset den enkelte spillers alder, talent, styrke og teknik, kombineret med at der søges skabt et godt klubmiljø med godt kammeratskab.
Traditionelt er Højbjerg en af landets bedste ungdomsklubber, som igennem årene har udviklet mange kendte badmintonstjerner. Bl. a har Højbjerg gennem tiderne vundet 15 Danske Mesterskaber for hold samt en række individuelle medaljer ved DM for ungdomsspillere. Mange nuværende eliterækkespillere vidner fortsat om en stor talentmasse.
Klubbens medlemmer har god mulighed for at spille turneringsbadminton på ethvert plan, idet der for hver årgang fra U9 (spillere under 9 år), U11, U13, U15 til U17 er tilmeldt holdturinering i de fleste rækker – fra begynder rækken D til E (eliterækken).