Wbalance N°1 – 10 stk

27-09-2026

Afslappende frugtdrik med kamille og citronmelisse – 250 ml

Som medlem af Højbjerg Badminton Klub kan du i en begrænset periode købe 10 stk. Wbalance N°1 til kun 80 kr.

Wbalance N°1 er en velsmagende frugtdrik med blandt andet kamille og citronmelisse. Drikken er udviklet til de tidspunkter, hvor du ønsker at finde ro – eksempelvis om aftenen inden sengetid eller i løbet af dagen.

Citronmelisse bidrager til afslapning og gør Wbalance N°1 til et naturligt alternativ for dig, der gerne vil gøre noget aktivt for din restitution og aftenrutine.

Wbalance N°1:

  • Afslappende kirsebærdrik med kamille og citronmelisse
  • Citronmelisse bidrager til afslapning
  • 250 ml pr. flaske
  • Det anbefales at drikke ½ flaske 1–2 timer inden sengetid
  • Kan med fordel drikkes flere dage i træk
  • Nydes bedst afkølet

Klubpris: 10 stk. for 80 kr.

Varen sælges i begrænset antal, så længe lager haves.

Køb dem her:

Bemærk: Udløbsdato 31. november 2026.

Vi henviser til vigtigheden af en varieret og afbalanceret kost samt en sund livsstil.

Læs mere

Nyt fitnesscenter åbner i Højbjerg Badminton Klub

05-09-2026

Fra den 1. september kan Høbjerg Badminton Klubs medlemmer træne styrke og kondition i klubbens nye fitnesscenter.

Lokalet er indrettet med romaskiner, løbebånd, motionscykler og assault bikes samt et fuldt udstyret vægtområde, og indretningen er lagt i hænderne på styrketræner Thomas Cortebeck, der blandt andet står bag den fysiske træning af Anders Antonsen.

Fitnesscenteret har allerede åbent, og medlemmer kan frit kigge forbi og prøve det af. Pladserne er dog begrænsede, så tilmelding bør ikke vente for længe.

Der findes tre typer medlemskaber:

Formiddagsfitness (05.00-12.00): 100 kr.

Fitness hele dagen (05.00-23.00): 150 kr.

Familiefitness for hele husstanden (05.00-23.00): 300 kr.

Minimumsalderen er 14 år. Tilmelding sker på hjemmesiden, og nye medlemmer får udleveret nøglebrik hos centerleder Peter Ramsdal.

Tilmeld dig fitness på hojbjerg-badminton.dk/teams

 

Læs mere

Sydbank Fonden og AL Sydbank giver donation til “Et slag for fællesskabet” 🏸💙

28-08-2026

Vi er utrolig glade og stolte over at have modtaget 44.000 kr. i støtte fra Sydbank Fonden og AL Sydbank til vores projekt “Et slag for fællesskabet”.

Projektet skal skabe et nyt, trygt og inkluderende badmintontilbud for børn mellem 7 og 15 år med fysisk funktionsnedsættelse. Her kommer fællesskabet først – badmintonspillet bagefter. Målet er, at børnene gennem leg, bevægelse og badminton oplever glæden ved at være en del af et fællesskab.

Støtten skal blandt andet være med til at sikre uddannelse af trænere, relevant udstyr, rekruttering samt sociale aktiviteter omkring holdet.

Tusind tak til Sydbank Fonden og AL Sydbank for at tro på projektet og for at være med til at gøre en reel forskel. 🙏

I Højbjerg Badminton Klub arbejder vi for, at der skal være plads til alle. 💙🏸

 

#HøjbjergBadminton #EtSlagForFællesskabet #Fællesskab #Inklusion #Parabadminton #SydbankFonden #ALSydbank

Læs mere

Højbjerg Racket Store slår dørerne op 10. august

07-08-2026

Mandag den 10. august slår vi dørene op til vores nye Højbjerg Racket Store – din nye badmintonbutik midt i Højbjerg Badminton Klub.

Her finder du alt det, du skal bruge til badminton fra FZ Forza & Victor – og selvfølgelig tilbyder vi også ketcheropstrengning fra dag til dag. 🎯

Samtidig er vi rigtig glade for at kunne byde velkommen til vores nye butikschef Glenny Smedegaard. Glenny er langt fra et nyt ansigt i Højbjerg. Han har tidligere været spiller i klubben og vender nu tilbage i en helt ny rolle.

Glenny siger om sin tilbagevenden:

“Højbjerg har altid været et særligt sted for mig, så det føles virkelig fedt at være tilbage. Jeg glæder mig til at skabe en butik, hvor medlemmer og gæster kan få god rådgivning, det rigtige udstyr og en god badmintonsnak med på vejen.”

Kom forbi fra mandag den 10. august, sig hej til Glenny og se den nye store. 🙌

💙 Højbjerg Racket Store – badmintonudstyr dér, hvor badminton spilles.

 

 

Læs mere

Nu er vores nye medlemssystem og kontingentstruktur live

13-07-2026

I Højbjerg Badminton Klub arbejder vi hele tiden på at gøre det nemmere, mere fleksibelt og mere overskueligt at være medlem.

Derfor har vi nu lanceret vores nye medlemssystem og vores nye kontingentstruktur, som er udviklet med udgangspunkt i klubbens strategi og ambition om at være Danmarks mest inkluderende, ambitiøse og engagerende badminton klub.

Den nye struktur bygger på én enkel tanke:

Én klub – dit medlemskab, dine valg.

Det betyder, at du fremover selv kan sammensætte dit medlemskab, så det passer til dine ønsker uanset om du spiller badminton, træner i fitness, ønsker fast bane eller en kombination af det hele.

 

 

 

 

🔵 Vi opfordrer derfor alle medlemmer til allerede nu at oprette deres profil i det nye medlemssystem og senest 31. juli 2026.

Når du har oprettet dig, bliver det nemmere at:
✔️ Administrere dit medlemskab
✔️ Tilmelde dig aktiviteter og hjælpe med frivillige opgaver.
✔️ Tilkøbe ekstra moduler evt. fitness fra 100 kr./mdr.
✔️ Holde dine oplysninger opdaterede

Det nye system er en vigtig milepæl i udviklingen af Højbjerg Badminton Klub og skal sikre en endnu bedre medlemsoplevelse både nu og i fremtiden.

Tak fordi du er en del af fællesskabet og vi glæder os til at tage næste skridt sammen med dig 💙🏸

Rigtig god sommer

 

Bestyrelsen / Juli 2026

Læs mere

Nyhedsbrev Juni 2026

06-06-2026

Danmarks største badmintoncenter
er officielt åbent! 

Sikken en dejlig dag vi havde i går, da vi endelig kunne slå dørene op til vores splinternye sportshal på Hjulbjergvej og fejre den officielle indvielse af vores nye center. Der var mødt utrolig mange gæster op for at være med til fejringen, faktisk var fremmødet så stort, at nogle måtte stå udenfor! Omkring 400 mennesker var med til at markere dagen, og det skabte en helt fantastisk stemning. 


En historisk milepæl 

Efter flere års intensiv fundraising, strategisk planlægning og hårdt arbejde kan Højbjerg Badminton Klub nu stolt kalde sig Danmarks største badmintoncenter. Åbningen blev naturligvis markeret på ægte badmintonmanér. Her trådte klublegenden og den tidligere verdensmester Camilla Martin ind på banen sammen med næstformand i Salling Fondene, Karin Salling, for at slå de allerførste fjerbolde over nettet. 


Det blev en utrolig festlig eftermiddag med taler og smil, hvor vi blandt andet også havde fornøjelsen af at dele dagen med borgmester Anders Winnerskjold og rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen. 


Et samlingspunkt for hele byen 

Med udvidelsen råder vi nu over hele 18 topmoderne baner under samme tag. Som formand Christian Blittrup understregede i går, giver den nye kapacitet os en unik mulighed for at åbne klubben endnu mere op, så vi kan favne alle, fra børnehavebørn og unge til motionister, paraspillere og verdenseliten. 


Byggeriet til 40 millioner kroner er kulminationen på en stor drøm. Vi sender en enorm og dybfølt tak til Aarhus Kommune, Salling Fondene, vores lokale partnere samt de mange virksomheder og private donorer. Uden jeres generøse støtte og tro på projektet, var denne drøm aldrig blevet til virkelighed. 

 

Velkommen til vores nye centerleder, Peter Ramsdal

Et nyt badmintoncenter kræver også nye kræfter og derfor er vi utrolig glade for samtidig at kunne byde et stort velkommen til vores nye centerleder, Peter Ramsdal.

Peter vil fremover være en fast og synlig del af hverdagen i centret og vil være til stede hver dag i centret. Mange af jer har allerede mødt Peter, og endnu flere kommer til det i den kommende tid.


Med Peter får vi ikke blot en centerleder, men en person, der skal være med til at skabe liv, fællesskab og gode oplevelser i vores nye rammer og sikre, at både medlemmer, gæster og samarbejdspartnere føler sig velkomne.

Tag rigtig godt imod Peter, når I møder ham i hallen. Vi glæder os enormt meget til det samarbejde, der nu for alvor begynder.
Peter kan kontaktes på
Mail: centerleder@hojbjerg-badminton.dk


Arbejdet fortsætter:

Praktisk info til alle spillere Selvom vi fejrede den store åbning i går, fortsætter det hårde arbejde i dag. Byggefirmaet går nemlig nu i gang med næste etape, som består i at renovere gulvet i den gamle hal samt opgradere styrketræningsrummet og omklædningsrummene i kælderen. Vi forventer, at det hele står fuldstændig færdigt i august måned. 

Det betyder, at alle spillere fra i dag skal benytte den nye indgang i foyeren og spille på banerne i den nye hal. 

Vi glæder os utrolig meget til at byde jer alle velkommen indenfor i vores nye, fantastiske rammer!  

God sommer – og snart nyt medlemssystem

Inden vi runder af, vil vi også gerne sende en varm sommerhilsen til alle vores medlemmer, frivillige og sponsorer.

Sikke en fantastisk måde at gå sommeren i møde på – med åbningen af vores nye center og starten på et helt nyt kapitel for Højbjerg Badminton Klub.


Selvom sommertræning nu snart går på sommerpause, håber vi, at I vil nyde de nye rammer, kigge forbi hallen og glæde jer til en ny start efter sommerferien med endnu flere muligheder, fællesskaber og badmintonoplevelser.

Hen over sommeren vil vi også skrive ud til alle medlemmer omkring oprettelse i vores nye medlemssystem, som bliver en vigtig del af fremtidens Højbjerg Badminton Klub. Her vil vi løbende guide jer trygt igennem processen, så alle kommer godt med ombord.

Hold derfor øje med jeres mail i den kommende tid.

Rigtig god sommer – vi glæder os til at se jer i vores nye center.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Læs mere

Generalforsamling

21-04-2026

Vi afholder generalforsamling 26. maj kl. 18.00 og alle er velkomne.

For at vi kan planlægge bedst muligt og sikre de rette rammer, vil vi meget gerne bede om tilmelding på forhånd.

👉Tilmeld dig senest 23. maj via nedenstående formular.

Vi glæder os til at se dig/jer

Læs mere

Sensommertur til Thyregod

06-11-2025

Thyregod kursuscenter, – nysgerrigheden var stor, hvor ligger Thyregod? Vi fik indstillet GPS-en og drog afsted på tur. Første stop var Industrimuseet i Horsens, hvor vi spiste vores medbragte frokost og fik en rundvisning af en meget kyndig og vidende guide. Museet var delt op i flere afdelinger med en gammel bank, en trikotagefabrik, et gammelt skolelokale, et elværk og en stor maskinhal, hvor guiden startede en motor, så hele bygningen rystede samt lejligheder fra forskellige tidsaldre, hvor fabriksarbejderne havde boet. Der var også legeplads (moderne) og bord-bænke udenfor.

Vores videre tur til Thyregod førte os forbi Legoland og tæt ved Billund lufthavn med kort afstand til Givskud og Vingsted, så nu vidste vi, hvor vi var,- lige midt i Jylland. Kursuscentret bød velkommen med kaffe, og vi fik vores værelser. Vi spiste til aften kl. 18 med forudgående velkomstdrink; der var 2 retter, tunmousse og hakkebøf med løg. Derefter præsenterede Lisbeth aftenens underholdning, hvor hun lykkedes med at finde gode skuespillere blandt os, således var Karin en skøn prinsesse, Bent var konge, Kaj var en olm tyr og Kirsten en rosenbusk, mens Hans og Jørn var bejlerne. Efter forestillingen dansede vi til Lisbeths musik.

Næste dag efter morgenmaden kom FC Midtjyllands sorte bus kl. 10 og hentede os og kørte mod Vejle ådal. Første stop var Jernalderbyen i Vingsted, hvor vi forestillede os livet i Danmark for 2.000 år siden hjulpet godt på vej af en kompetent guide. Vi var inde i flere af husene og så også smedjen, der har haft en enorm betydning.

Næste stop var Tørskind grusgrav, der også havde lidt med jern at gøre, idet vi så Robert Jacobsens og franskmanden Jean Clarebondts store berømte skulpturer hæve sig op over os. Chaufføren lavede kaffe til os.

Gennem det smukke landskab med bløde bakker og skove kørte vi  til Bindeballe købmandsgård, hvor der var gjort klar til vores frokost. På 1. sal var der et lille museum, men selve butikken var også et museum med gamle ting og sager, som man kunne bruge tid på at opleve og måske købe lidt med hjem. Vi gik også over på den anden side af vejen; her var den gamle jernbanestation med gamle togvogne, der er restaureret og nu bliver brugt til selskaber.

 

Efter en frokost med flot dansk smørrebrød fortsatte bussen ud over Randbøl hede, hvor lyngen blomstrede. Vi gjorde holdt, så de, der havde lyst, kunne plukke en buket med hjem. Der var ingen hugorme.

På vej tilbage til Thyregod fik vi også en kulturel oplevelse, da vi parkerede midt i Give og gik en tur rundt i byen, der også bliver kaldt Skulpturby Give. Allerede i rundkørslen på vej ind i byen stod en stor skulptur, der er 11 meter høj og hedder Solhjul. Vi så rigtig mange skulpturer, mange af dem med pris på, det var da lidt specielt, men vi kunne ikke nå at se dem alle, da der er over 90.

 

Tilbage i Thyregod sagde vi farvel til vores gode chauffør. På et tidspunkt under turen fortalte han, at han havde kørt turen dagen før for at være sikker på, at han kunne komme rundt med den 15 meter lange bus.

Efter aftensmaden var der hyggeligt samvær, Orla overrakte en vingave til Lisbeth, Peer og Jørn. Vi hyggede os med Lisbeths medbragte sange og sluttede som sædvanlig aftenen med Skull gammel venskab ræjn forgo. hvor alle var på gulvet.

Næste morgen efter morgenmaden kørte vi hjem. Nu ved vi, hvor Thyregod ligger; tak til Peer og Jørn.

/Thorkild

Læs mere

Pressemeddelelse

29-01-2026

29. Januar 2026 - Højbjerg Badminton Klub står fra 1. august 2026 med 9 helt nye baner og hermed med Danmarks største badminton center med i alt 18 baner.  Dette gør at vi kan tænke helt nye tanker indenfor badminton og tanker omkring udvidelse af medlemsskaren, som vi de sidste mange, mange år ikke har haft mulighed for.

 

Det vil resultere i et tættere samarbejde med de 4 omkring liggende skoler, for at få endnu flere børn og unge til at spille badminton. Men det kommer også til at medføre helt nye træningsmiljøer i Højbjerg Badminton Klub for voksne, nybegyndere og folk der har spillet lidt badminton før, hvor vi foruden faste medlemskaber også vil leje badmintonbaner ud på time basis både med og uden træner.

 

Endelig kommer vi også nu til at give mere plads til vores solsikkehold og vores parahold.

Det glæder vi os meget til at kunne gøre.

 

Fra 1. august 2026 vil vi også få et Badminton Akademi i hallen.

Altså et sted at træne for professionelle badmintonspillere eller spillere der gerne vil prøve sig selv af i forhold til, at træne professionelt og som ikke er udtaget til Team Danmark Centeret. Det kan være pga. niveau eller at spillerne er fra udlandet. Dette akademi har vi lavet i samarbejde med Lennart Engler, der også bliver ny Seniorcheftræner i Højbjerg Badminton Klub. Lennart Engler har i 17 år været Cheftræner i Odense og haft sit Akademi i Odense, som han fra 1. august 2026 flytter til Højbjerg Badminton Klub.

 

Dette samarbejde kommer bl.a. i stand ved, at vores tidligere Seniorcheftræner Christian Bisgaard har valgt, af familiemæssige grunde, at flytte tættere på familien og ikke længere vil kunne varetage stillingen som Seniorcheftræner i Højbjerg. Christian Bisgaard fortsætter dog i Højbjerg Badminton Klub helt frem til sommeren 2026, hvor han derefter stopper i Højbjerg.

Højbjerg Badminton Klub vil gerne rette en stor tak til Christian Bisgaard for et professionelt og engageret samarbejde som seniorcheftræner. Christian har ydet et vigtigt bidrag til udviklingen af klubbens træningsmiljø, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.

 

Akademiet i Højbjerg kommer til at lave træning hver morgen i alle ugens dage og vil uden tvivl styrke niveauet for de bedste spillere i Midtjylland. Vi ser dette som en stor styrkelse af træningsmiljøet i Aarhus og kan skabe en god synergi med Team Danmark Centeret og de bedste klubber i Midtjylland.

 

Ny Seniorcheftræner:

Herudover vil Lennart Engler blive fast træner i Højbjerg Badminton Klub, hvor han går ind i ungdomstrænerteamet under Cheftræner Peter Lauritzen og deltager på ungdomstræningen tirsdage og torsdage i næste sæson. Herudover bliver han som nævnt tidligere, Seniorcheftræner for vores seniortræner team bestående af Michael Christensen, ”MC”, Peter Lauritzen og Michael Kjeldsen.

 

Sportschef Michael Kjeldsen udtaler:

Vi står i en fantastisk situation med den nye haludvidelse og glæder os helt vildt til hallen står helt færdig. Det er selvfølgelig meget ærgerligt at vi ikke kan fortsætte og udvide det gode samarbejde vi har haft med Christian Bisgaard de sidste 2 sæsoner, men vi har fuld forståelse for at han vil rykke tættere på familien. Til gengæld er vi utrolig glade for, at en af Danmarks allermest erfarne trænere, Lennart Engler er klar til at starte et samarbejde med Højbjerg Badminton Klub. Både i klubtrænerrollen, men også omkring sit Akademi.

 

Formand Christian Blittrup har følgende kommentar:

”Udvidelsen med ni nye baner markerer en historisk milepæl for Højbjerg Badminton Klub. I mange år har vi været begrænset af kapacitet, men fra august 2026 får vi endelig mulighed for at åbne klubben endnu mere op. Det er til gavn for både børn, unge, motionister, paraspillere og elitespillere. Det giver os et helt nyt udgangspunkt til, at udvikle badmintonmiljøet i Højbjerg og i Aarhus generelt.

Jeg er særligt stolt af, at vi nu kan give mere plads til vores solsikke- og parahold, som er og bliver en vigtig del af klubbens DNA. Samtidig ser vi et stort potentiale i samarbejdet med de omkringliggende skoler og i at skabe fleksible tilbud og badmintonmiljøer, hvor badminton kan dyrkes på flere niveauer og du kan finde fællesskaber der matcher dine egne ambitioner.

At vi samtidig kan etablere et Badminton Akademi i samarbejde med Lennart Engler, er et kæmpe kvalitetsløft til badmintonsporten i Midtjylland. Det vil styrke vores træningsmiljø og skabe en stærk synergi med både Team Danmark og de øvrige klubber i Midtjylland.

Højbjerg Badminton Klub tager med dette skridt et klart ansvar for at bidrage til udviklingen af dansk badminton med fokus på både bredden og eliten.”

 

 

For yderligere kommentarer kontakt:

Christian Blittrup, formand Højbjerg, tlf: 40214935

Michael Kjeldsen, Sportschef: tlf: 40521922

Læs mere

Vores sponsorer