Vi er stolte af at kunne annoncere, at Peter Vestergaard netop har modtaget den prestigefyldte Ove Møller Pokal! Denne pokal gives til en person, som igennem sæsonen har ydet en ekstraordinær frivillig indsats uden at være en formel leder i klubben.
Peter er far til Mads og Mike Vestergaard, som begge har spillet i klubben i mange år.
Mads spiller på klubbens ligahold og træner dagligt på elitecentret i Brøndby, mens Mike i sidste sæson spillede på klubbens 1. divisionshold. I den kommende sæson flytter Mike til Sjælland, hvor han skal spille i Værløse.
På trods af at begge Peters drenge er flyttet til Sjælland, har Peter ingen planer om at stoppe som frivillig i Højbjerg, hvilket glæder mange i klubben.
Peter har gennem sin tid i klubben ydet en fantastisk indsats og har været en uvurderlig ressource. Hans engagement og dedikation har haft en stor positiv indflydelse sammen med alle de andre frivillige på klubbens udvikling. Peter laver mange af de ting, som vores medlemmer ikke bemærker i det daglige. Det er alt fra boldopfyldning, mindre håndværksarbejde, holde udendørsarealerne pæne – med andre ord en alt muligmand som en frivillig forening ikke kan undvære.
Stort tillykke til Peter Vestergaard med den velfortjente Ove Møller Pokal, og tak for alt det, du gør for Højbjerg!
På vegne af bestyrelsen