Pressemeddelelse fra Højbjerg Badminton Klub:
Som forventet tabte Højbjerg i 2. runde af Badmintonligaen på udebane til Skovshoved. Nederlaget blev dog ikke med tennis-cifre, men ’kun’ 1-5. Den enlige sejr stod 1. herresinglen Kasper Dinesen for ved at besejre Emil Holst 24-22, 18-21, 21-14. Kasper Dinesen var tydeligvis glad for sejren, og der var også ros fra sportschef Michael Kjeldsen.
Det var der også til de øvrige spillere, selv om de tabte. Alle kæmpede og forfulgte chancen, uanset hvor mikroskopisk den end måtte være.
Holdkampen bød på endnu en tresætter. Det var i damesingle, hvor Alexandra Bøje mødte Natalia Koch Rohde. Alexandra vandt 1. sæt 22-20, men tabte så de to næste 16-21, 13-21.
I 2. herresingle mødte unge Jesper Toft den tidligere Højbjerg-spiller Rasmus Gemke, og trods fin indstilling og indsats var der ikke så meget at rafle om – Gemke vandt 21-14, 21-8.
I doublerne var indstillingen og viljen også på plads, men modstanderne var bare for stærke. I mixeddouble slog Christinna Pedersen og Joachim Fischer sikkert Emilie Juul Møller og Jakob Staael med 21-13, 21-8. I damedoublen kom der lidt flere point på Højbjerg-kontoen, men Line Nørgaard og Nanna Vestergaard kunne ikke forhindre, at Anne Skelbæk og Kamilla Rytter Juhl vandt 21-17, 21-15. I herredoublen vandt Carsten Mogensen og Mads Conrad-Petersen med to gange 21-11 over Morten Bødskov og Mathias Bay-Smidt.
Højbjergs topplacering efter første runde i Badmintonligaen er selvsagt røget, men holdet ligger på en pæn 6. plads med 3 point og en score på 6-6 – præcis ligesom Værløse og Odense.
I 3. runde møder Højbjerg tirsdag d. 4. oktober Greve på udebane.