Fredag den 28. August afvikles sæsonens første Grand Prix turnering som afholdes i Højbjerg Badminton Klub.
Sæsonen bærer præg af aflysninger af de udenlandske turneringer grundet Covid19. Det kan tydeligt mærkes på deltagere antallet til denne weekends Grand Prix. 132 spillere deltager fredag til søndag i en fyldt turnering med et meget stærkt deltagerfelt.
Kvalifikationen til hovedturneringen afvikles i løbet af fredagen, og her ses der også en udvidelse. Vi har fået accept fra Eliteudvalget i Badminton Danmark, til at udvide kvalifikationen, for at få alle spillere, som har ønsket at deltage i turneringen, i kamp. Fredag kl. 11.00 starter de første kvalifikationskampe som afvikles på 4 baner.
Spillerne vil møde en badmintonhal med nogle Corona restriktioner de ikke har oplevet før. Der vil blandt andet være ensrettet i hallen, opstillede spritautomater og begrænsede tilskuerepladser. Den buede badmintonhal danner de perfekte rammer for nogle spændende kampe henover weekenden, men som mange andre traditionelle badmintonhaller, er der desværre ikke meget plads mellem spillere og tilskuere bagved banerne. Det har haft den konsekvens, at tilskuerepladserne bagved banerne er spærret af, og der er stedet opstillet tribuner i hver ende af hallen. Disse tribuner skal deles mellem spillere og tilskuere. Det begrænser naturligvis tilskuerantallet.
Vi håber at spillerne vil tage godt imod det opstillede set-up og hjælpe med at få afviklet sæsonens første Grand Prix under forsvarlige forhold.
Der vil blive livestreamet fra hele stævnet på www.badmintonlive.dk
Højbjerg Badminton Klub
Seniorafdelingen