Nekrolog for Poul Ivar Rasmussen
Lørdag d.09. maj 2020 sov en af Højbjerg Badminton Klubs ”gamle kæmper”, Poul Ivar Rasmussen stille ind. Poul Ivar var omgivet af den nærmeste familie i hjemmet i Mårslet da han, kort efter sin 80-års fødselsdag måtte opgive kampen imod svigtende helbred i form af hjerteproblemer. I februar i år var han i færd med at planlægge sin fødselsdag, der skulle have været holdt i badmintonklubben, men Coronavirus betød at han fejrede dagen sammen med den nærmest familie, som i små grupper fik lov til at være sammen med ham.
Med Poul Ivars død er et kapitel lukket i klubbens bog, da Poul Ivar var den sidste af klubbens ledere, der kan siges at have været med helt fra starten i 1946. I sagens natur var Poul Ivar ikke medstifter af klubben, men det var hans far, Anton, og mor, Agnes, så man kan godt sige han var født ind i klubben, som han også kom til at sætte sit store præg på igennem en lang årrække efter, som spiller, op igennem rækkerne, og i udpræget grad som leder, hvor han i to perioder var formand i klubben. Poul Ivar var med fra ”Smykkeskrinet”, der lå et par hundrede meter fra hvor klubben ligger i dag, over Rundhøjhallen til den dejlige hal vi har i dag. Via sit medlemskab af bestyrelsen i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne var han blandt initiativtagerne til at få bygget egen hal til klubben. De af os, der dengang ikke var startet med badmintonspillet, men nøjedes med håndbold, kunne i det ene hjørne af Rundhøjhallen se et termometer, hvor temperaturen gradvist steg, indikerende at badmintonklubben var i færd med at skaffe finansiering til egen hal. Hallen stod færdig i 1972 med syv flotte baner. Det blev dog hurtigt klart for klubben at syv baner ikke var nok, så Poul Ivar satte gang i planerne om at tilføje to baner, så vi kom op på de ni baner vi har i dag. Projektet blev afsluttet i 1978 og Højbjerg havde landets størst ”sammenhængende” hal, hvilket den stadig er. Vittige sjæle udtalte, at hallen nu var så stor, at den var en ”hel”. I samme formandsperiode var Poul Ivar, der var meget visionær omkring klubben, foregangsmand for at udvide bestyrelsen fra de fem der tidligere sad i bestyrelsen, til syv, således, at den sportslige del, i form af spilleudvalgsformanden og ungdomsudvalgsformanden, kom tættere på klubbens beslutninger.
Et lille citat fra klubbens første rigtige ”stjernespiller”, Frans Harboe.
Det første jeg husker om Poul Ivar er nok dengang, jeg som 15-årig debuterede på Højbjergs 1. hold (i serie 2). Vi spillede på udebane, vandt, og i overensstemmelse med klubbens traditioner skulle dette naturligvis fejres, så holdet kørte direkte til en bar i Borgporten ved Store Torv. En meget hyggelig aften endte naturligvis for mit vedkommende med stor svimmelhed, og de, der var tilbage af holdet ved 2. tiden om natten kørte mig hjem til Niels Bjerres vej 24. Poul Ivar fik mig ud af bilen, op ad trapperne, stillede mig op af dørklokken, og forsvandt hurtigt. Poul Ivar har senere fortalt mig, lidt stolt, at dette var et udslag af det altid nærværende sociale engagement i Højbjerg Badminton Klub!
Frans tilskriver i øvrigt Poul Ivar og miljøet i klubben, at han aldrig tog imod de henvendelser der kom fra AB om at han skulle flytte til det, der dengang var ”den store klub”, hvilket der jo i den grad, bl.a. ved Poul Ivars indsats, er lavet om på efterfølgende.
I det civile var Poul Ivar igennem 40 år frisør på Kridthøj Torv, i de første år sammen med faderen Anton, hvis mindebog stadig uddeles hvert år til det af klubbens hold der har klaret sig bedst i sæsonen. Mange af klubbens herrespillere kunne i disse år blive opdateret på, hvad de måtte have misset omkring nyheder i klubben, hvor en badmintonsnak altid var på programmet, hvis man var interesseret.
I de senere år af sit liv måtte Poul Ivar kæmpe med et svagt hjerte og han havde igennem disse år fået indopereret en pacemaker for at ”holde gang i systemet”. Poul Ivar havde en aldrig svigtende optimisme og et kæmpe livsmod, der givetvis har hjulpet til at holde ham i live til han nåede at kunne fejre sin 80-års fødselsdag. Da han, som han ofte gjorde, også i de senere år, i julen 2019, havde lagt vejen forbi hallen for at se, hvad der var af aktivitet (hallen var fyldt med børn, hvilket glædede ham meget) blev forespurgt til helbredet sagde han ”joh, det går fint; for to år siden var jeg på sygehuset og fik at vide jeg nok havde et halvt til et helt år tilbage, så nu har jeg allerede snydt dem med mindst et år”. Det nåede så at blive halvandet år. Et sidste eksempel på Poul Ivars og familiens optimisme og livsmod var en lidt overraskende, men dejlig, sang til hans begravelse, nemlig ”Så længe skuden kan gå”; du gik til det sidste!
Du vil blive savnet, Poul Ivar.
Vore tanker går til Inger, Steen, Lone, Jens og de seks børnebørn.
Ære være Poul Ivars minde
Højbjerg Badminton Klub