Det er med stor sorg, at vi må meddele klubbens medlemmer, at Palle Kjær Christensen, i en alder af 80 år er gået bort lørdag d.12.03.2022.
Ungdomsudvalget i HBK var i slutningen af 1970’erne sammensat af lutter unge mennesker, der selv spillede badminton i klubben. Det var derfor med et vist forbehold fra udvalgets side da Palle i 1978 blev medlem af udvalget som den første forælder, idet vi i udvalget havde en ide om, at når børnene var væk, var forælderen (læs Palle) også væk! Sådan blev det på ingen måde, Palle var engageret fra første færd og han holdt aldrig op med at komme i klubben, i øvrigt sammen med sin livslange ægtefælle, Yvonne, der stadig spiller badminton i klubben. Det var jo drengene, Henrik og Peter (Peter der, som ungdomsspiller blev dobbelt Europamester i HD og XD), der var årsag til, at Palle startede sit arbejde i ungdomsudvalget, men han begrænsede sig ikke til de aktiviteter de var med i, således var han i en lang årrække med på klubbens Fanøsommerlejre, heriblandt den første der blev afholdt i sommeren 1978. Palle var en ”praktisk gris” og kunne lave ting med sine hænder som andre kun kunne drømme om og i en lang årrække var han involveret i den praktiske dagligdag omkring hallens drift, bl.a. var han hovedaktør i at få bygget saunaer i såvel dame- som herreomklædningsrum. Palle var i en længere periode medlem af bestyrelsen og som påskønnelsen af det store arbejde han igennem årene havde lagt i klubben blev han i 1993 tildelt klubbens æresnål.
Udover det klubarbejde Palle ydede igennem alle årene var han selv en aktiv spiller på de grønne gulve og det temperament han ikke udviste i det daglige kom ofte til udtryk på banen, et temperament der nok i høj grad blev sendt videre til de to drenge. Palle fortsatte med at spille langt op i alderen og det var først da sygdom for nogle år siden forhindrede ham i det aktive spil at han stoppede med at spille.
De af os der kommer i herreomklædningsrummet vil desuden vide, at Palle er den eneste, der i omklædningsrummet har haft sin egen plads, pænt markeret med et lille messingskilt (Palles plads).
Palle fyldte 80 år i november 2021 og havde de senere år kæmpet med en blodsygdom, der krævede blodtransfusioner hver anden uge. Han var dog fungerende til det sidste, bl.a. med at passe hønsene i baghaven og det var først da han blev ramt af en aggressiv meningitis at han måtte give op over for sygdommen.
Palle, du efterlader mange venner i klubben og du vil blive savnet.
Vores tanker går til Yvonne, Henrik og Peter.
Ære være Palle Kjær Christensens minde