Pressemeddelelse fra Højbjerg Badminton Klub:
Fondsmidler til nye net
Højbjerg Badminton Klub er en bredt funderet klub med Miniton-spillere ned til 4-5 år og U60-spillere godt på vej mod de 90 år. Klubben har en af de største ungdomsafdelinger i landet og ligeledes en stor seniorafdeling. Både hos ungdom og seniorer er der plads til såvel bredde som elite. Læg så her til, at Højbjerg også tager socialt ansvar med handicap-hold.
Det kræver en stærk økonomi at drive en klub som Højbjerg, og sponsorstøtte er altafgørende. Og prikken over i’et er, når det lykkes at skaffe f.eks. fondsmidler til nyanskaffelser. Aktuelt har Sparekassen Kronjyllands Gavefond doneret 25.000 kr. til bl.a. indkøb af nye net – et tiltag der kommer alle klubbens spillere til gode lige fra ligaspillerne, over handiholdet til Miniton-spillerne og U60’erne.
Sparekassen Kronjyllands afdelingsdirektør Rasmus Birk overrækker de 25.000 kr. i forbindelse med ligaholdets kamp mod Værløse torsdag d. 21. marts.