En delegation fra Højbjerg Badminton Klub har i disse dage været i Ungarn for at deltage i U13 Nations to Nations turnering i Pécs. 10 nationer har deltaget hvor flere har stillet op med deres landshold (heriblandt Ukraine, Tjekkiet, Rumænien og Ungarn).
Alle nationer har generelt stillet med nogen af deres allerbedste spillere, og der har været tre spilledage med høj intensitet. Højbjerg startede desværre holdturneringen med at tabe 4-5 til Rumænien. Herefter går det heldigvis lidt bedre. Mod Serbien vinder danskerne 8-1, og 7-2 over Slovakiet.
Dag 2 vinder Danmark 5-4 over Tjekkiet, og samlet set er det lige præcis nok til at gå videre fra gruppespillet i semifinalen som 1’er og mødte 2’eren, Ungarn, fra den anden pulje, hvor det ender med sejr til Højbjerg/Danmark på 7-2.
I finalen ventede Ukraine, som havde været ret suveræne i deres pulje, og som havde mange rigtigt gode landsholdsspillere med. Der var lagt op til spænding fra start – og afgørelsen af holdkampen kunne da heller ikke findes før absolut sidste kamp hvor stillingen var helt lige 4-4. Kampen ender heldigvis 5-4 til danskernes fordel, som herefter kunne hæve pokalen til lyden af den danske nationalsang.
Alle spillerne har utvivlsomt hentet værdifuld international erfaring og har haft en fantastisk tur til Ungarn. Spillerne fra Højbjerg er Lasse Linderoth Pedersen, Jacob Bay, Magnus Hansen, Viktor Fynboe Madsen, Casper Lund, Sarah Juel Møller, Ingrid Have, Sophia Lemming, Gry Christensen og Ea Schouenborg.
Trænere var Michael Kjeldsen og Emilie Juul Møller.