Pressemeddelelse: Spændende lokalopgør

Pressemeddelelse fra Højbjerg Badminton Klub:

Spændende lokalopgør

Lokalopgør er altid noget specielt, og sådan er det også når Højbjerg i Badmintonligaens 2. runde i grundspillet tager imod Aarhus Badmintonklub (AB) torsdag d. 7. september.

På papiret er gæsterne storfavoritter i to kampe. Anders Antonsen er trådt ind på verdensscenen, og uanset hvor velspillende Kasper Dinesen måtte være, bliver det svært. Nogenlunde samme sværhedgrad skal Iben Bergstein nok regne med i damesinglen mod Lim Yin Fun, der ikke er til at spøge med.

I 2. herresingle mødes Ramon Garrida og David Kim Kristensen. De er lidt samme type – hårdtslående springfyre, så man kan forvente kamp, der i den grad går ud over stepperne.

Højbjerg har ifølge sportschef Michael Kjeldsen realistiske muligheder i alle tre doublekampe, men uden at være storfavoritter.

I mixeddouble møder hjemvendte Anders Skaarup Rasmussen og Alexandra Bøje AB’s engelske indslag Ben Lane og Jessica Pugh. I damedoublen møder Line Nørgaard og Marie Louise Steffensen AB’s Anne Katrine Hansen og Emilie Furbo. På turneringsplan er Marie Louise Steffensen og Anne Katrine Hansen normalt makkere, men i slaget om Aarhus er de modstandere.

I herredoublen møder Mathias Bay-Smidt og Oliver Leydon-Davis AB’s Kasper Antonsen og Philip Seerup, og også denne double ligner et tæt opgør.

Højbjerg mødte i 1. runde Odense på udebane og tabte trods godt spil med 2-4. AB kom bedre fra start med en 5-1 sejr hjemme over Gentofte, men det betyder ikke så meget, når det går løs i lokalopgøret, som er noget specielt og hvor vi også kan forvente badminton på et fornuftigt højt og underholdende plan.