Tur til Sønderjylland 31. august til 2. september, 2021:
Endnu engang er det lykkedes Per og Jørn at kreere en dejlig tur. Denne gang havde de endog bestukket vejrguderne, så vi alle dage havde et forrygende sommervejr. Vi mødtes på Skamlingsbanken, hvor vi så det nye oplevelsescenter og spiste medbragt frokost, mens vi nød udsigten.
Herefter gik turen til Christiansfeld, hvor vi ved hjælp af en guide blev introduceret for livet i dels søsterhuset og brødrehuset, idet befolkningen oprindeligt var kønsopdelt. Der var imidlertid også var et kostskole for børn, foranledigede det Bent til at bede om nærmere oplysning om forplantningen, til morskab for øvrige deltagere, idet alle er bekendt med, at Bent jo selv er far. Vi afsluttede besøget på kirkegården, der stadig er kønsopdelt, idet mænd og kvinder ligger separat i hver sin afdeling.
Om aftenen var der velkomstdrink og 3-retters menu. Aftenen blev afsluttet med dans til Lisbeths music-box.
Næste dag mødtes vi ved historiecentret Dybbøl Banke, hvor vi blev guidet rundt i 2 timer. VI fik et særdeles informativt indblik i krigen 1864, og på et tidspunkt blev såvel Lea som Jørn midlertidig indrulleret i hæren som hhv. dansk og preussisk soldat.
Herefter gik turen til Gråsten, hvor vi fik dejlig æggekage på den Gamle Kro.
Turen blev afsluttet med en tur i den kongelige køkkenhave.
Aftenen bød igen på en 3-retters menu. Aftenen blev afsluttet med Lisbeths overraskelse, der bestod af et besøg af Nord Als Folkedansere, der stillede med 2 musikanter og en instruktør, der sørgede for, at vi fik sved på panden. Efter endt motion blev der lukket og slukket med et udtog af vort fædrelands vemodige sange.
Det blev i løbet af turen oplyst, at der er 20 års jubilæum til næste år, så vi vil glæde os til at se, hvad vort kreative team finder på til den tid.
Tak for en dejlig tur.
Hans og Margrethe