Tirsdag d. 5. september kl. 10 mødtes vi ved hallen, hvor vi blev budt velkommen af Jørn og Peer og fik en kørevejledning til Jesperhus blomsterpark. Vi ankom kl. 12 og spiste vores egen medbragte madpakke i madpakkehuset omgivet af roser til alle sider. Efterfølgende slentrede vi rundt i parken og så de flotte blomster i alle farver, nogle tog en tur med det lille tog, mens andre gik tur i parken, hvor der var meget smukt at se på. Der var mange figurer beklædt med husløg; en kæmpestor slange og et bæltedyr.
Bag ved flaghøjen gik vi ned i H.C.Andersen-parken, hvor eventyrene præsenterede sig med figurer og masser af husløg. Der var opstillet scenarier bl.a. med Svinedrengen og Prinsessen på ærten samt Fyrtøjet (med hunden med øjne så store som tekopper). I et bassin med karper sad Den lille havfrue, og Tinsoldaten stod i sin avis-båd.
I samlet flok drak vi kaffe i Piratkroen kl. 14. Mange benyttede lejligheden til at gå tur i JungleZoo, der var bygget op i flere etager, og hvor der var papegøjer og andre fugle, varaner og aber. Øverst oppe var der et lokale med store og flotte sommerfugle. Vi kunne godt føle, som om vi var i troperne, for temperaturen var høj, og det samme var luftfugtigheden.
Vi kørte videre til hotel Limfjorden i udkanten af Thisted og beliggende lige ned til Limfjorden. Vi blev indlogeret uden problemer i dejlige værelser, heraf nogle med udsigt over vandet. I modsætning til sidste år var der her en fungerende swimmingpool, som nogle straks benyttede sig af. Der var velkomstdrink inden middagen, der bestod af en forret og en hovedret. Herefter præsenterede Lisbeth et lille underholdningsprogram, der indbefattede en tipskupon med svære spørgsmål. Hun havde også medbragt musik, så vi fik danset lidt, inden vi sagde godnat til hinanden efter en god dag, hvor vejret havde opført sig rigtig pænt.
Næste dag vågnede vi op til regnvejr og et stort program, hvor vi allerede kl. 9 efter et godt morgenmåltid samledes i bilerne og kørte gennem
Nationalpark Thy (den første nationalpark i Danmark) over Vorupør til Hanstholm – en rigtig flot og afvekslende tur med klitheder med lyng og fyr og kik til havet. I Hanstholm besøgte vi Museumscenter Hanstholm, der er Nordeuropas største befæstningsanlæg fra 2. verdenskrig. Vi blev delt op i to grupper med hver sin guide og ført rundt i hele anlægget, hvor man kunne se granaternes vej fra bunden af bunkeren og op til kanonstillingen. Desuden kunne man se, hvor soldaterne havde boet. Efter rundvisningen steg vi på ammunitionstoget til en ”rystende” oplevelse, som førte os gennem flere bunkers i området. Vi havde madpakke med fra hotellet, som vi fik lov at spise på museet; Peer og Jørn havde øl, vin og vand med.
Vi vendte tilbage til hotellet. Kl. 14 blev vi hentet af en bus og kørt til Thisted bryghus, hvor en veloplagt direktør tog imod os og fortalte om bryggeriet og dets produktion af specialøl. Derefter fik vi lov til at smage på nogle forskellige øl og fik en kort rundgang på bryggeriet. Det var rigtig godt at blive kørt tilbage til hotellet i bus!!!
Efter en begivenhedsrig dag var der velkomstdrink og middag (forret og hovedret). Lisbeth stod for underholdningen med små konkurrencer og omdelte sange til fællessang. Helle havde flest rigtige på tipskuponen og vandt en middag for 2, der bestod af 1 flaske vin, lys, servietter m.v. Inga takkede Peer og Jørn for et godt tilrettelagt program, Orla og Lizzie fra U60 overrakte vin og foreslog genvalg til næste år, hvad der var almindelig opbakning til. Derefter fik vi danset til god musik fra kapelmester Lisbeth. Vi sluttede med at synge Skuld gammel venskab rejn forgo….Vi kørte hjem næste morgen efter morgenmaden efter et par gode dage sammen med gode venner. Vi ses på banen.
Anny og Thorkild