SENSOMMERTUR D 2.-4. SEPTEMBER 2025
TIL THYREGOD
Thyregod kursuscenter, – nysgerrigheden var stor, hvor ligger Thyregod? Vi fik indstillet GPS-en og drog afsted på tur. Første stop var Industrimuseet i Horsens, hvor vi spiste vores medbragte frokost og fik en rundvisning af en meget kyndig og vidende guide. Museet var delt op i flere afdelinger med en gammel bank, en trikotagefabrik, et gammelt skolelokale, et elværk og en stor maskinhal, hvor guiden startede en motor, så hele bygningen rystede samt lejligheder fra forskellige tidsaldre, hvor fabriksarbejderne havde boet. Der var også legeplads (moderne) og bord-bænke udenfor.
Vores videre tur til Thyregod førte os forbi Legoland og tæt ved Billund lufthavn med kort afstand til Givskud og Vingsted, så nu vidste vi, hvor vi var,- lige midt i Jylland. Kursuscentret bød velkommen med kaffe, og vi fik vores værelser. Vi spiste til aften kl. 18 med forudgående velkomstdrink; der var 2 retter, tunmousse og hakkebøf med løg. Derefter præsenterede Lisbeth aftenens underholdning, hvor hun lykkedes med at finde gode skuespillere blandt os, således var Karin en skøn prinsesse, Bent var konge, Kaj var en olm tyr og Kirsten en rosenbusk, mens Hans og Jørn var bejlerne. Efter forestillingen dansede vi til Lisbeths musik.
Næste dag efter morgenmaden kom FC Midtjyllands sorte bus kl. 10 og hentede os og kørte mod Vejle ådal. Første stop var Jernalderbyen i Vingsted, hvor vi forestillede os livet i Danmark for 2.000 år siden hjulpet godt på vej af en kompetent guide. Vi var inde i flere af husene og så også smedjen, der har haft en enorm betydning.
Næste stop var Tørskind grusgrav, der også havde lidt med jern at gøre, idet vi så Robert Jacobsens og franskmanden Jean Clarebondts store berømte skulpturer hæve sig op over os. Chaufføren lavede kaffe til os.
Gennem det smukke landskab med bløde bakker og skove kørte vi til Bindeballe købmandsgård, hvor der var gjort klar til vores frokost. På 1. sal var der et lille museum, men selve butikken var også et museum med gamle ting og sager, som man kunne bruge tid på at opleve og måske købe lidt med hjem. Vi gik også over på den anden side af vejen; her var den gamle jernbanestation med gamle togvogne, der er restaureret og nu bliver brugt til selskaber.
Efter en frokost med flot dansk smørrebrød fortsatte bussen ud over Randbøl hede, hvor lyngen blomstrede. Vi gjorde holdt, så de, der havde lyst, kunne plukke en buket med hjem. Der var ingen hugorme.
På vej tilbage til Thyregod fik vi også en kulturel oplevelse, da vi parkerede midt i Give og gik en tur rundt i byen, der også bliver kaldt Skulpturby Give. Allerede i rundkørslen på vej ind i byen stod en stor skulptur, der er 11 meter høj og hedder Solhjul. Vi så rigtig mange skulpturer, mange af dem med pris på, det var da lidt specielt, men vi kunne ikke nå at se dem alle, da der er over 90.
Tilbage i Thyregod sagde vi farvel til vores gode chauffør. På et tidspunkt under turen fortalte han, at han havde kørt turen dagen før for at være sikker på, at han kunne komme rundt med den 15 meter lange bus.
Efter aftensmaden var der hyggeligt samvær, Orla overrakte en vingave til Lisbeth, Peer og Jørn. Vi hyggede os med Lisbeths medbragte sange og sluttede som sædvanlig aftenen med Skull gammel venskab ræjn forgo. hvor alle var på gulvet.
Næste morgen efter morgenmaden kørte vi hjem. Nu ved vi, hvor Thyregod ligger; tak til Peer og Jørn.
/Thorkild
















