Vi har netop afsluttet vores anden fællestur, og interessen er kun blevet større! Hvor vi sidste gang havde 10 deltagere da vi besøgte Gentofte i slutningen af september måned, deltog der denne gang 23 unge badmintonspillere fra hele 5 forskellige klubber i jylland. En fantastisk udvikling, der viser den store interesse blandt de unge for at deltage i fælles aktiviteter og skabe nye venskaber på tværs af klubber.
Vores fælles ture har ét klart formål: at styrke fællesskabet, skabe oplevelser udenfor banen og give de unge en mulighed for at opleve turneringer og fællesskab sammen, uafhængigt af forældre. Og den udvikling har virkelig vist sig i år – de unge har selv stået for at koordinere, hvornår de skulle spille næste kamp, fundet coaches og sørget for, at drikkedunken var fyldt. Det er imponerende at se deres ansvarsfølelse og sammenhold!
En stor tak til Solrød Badminton Klub for at arrangere træning og hygge med 15 Solrød spillere og ikke mindst at lade os overnatte i deres tilstødende lokaler, hvilket gjorde turen endnu mere sammenhængende og mindeværdig.
Også en kæmpe tak til forpagteren fra Solrød Idrætscenter – Casper fra Nanckes Lækkerier for den sublime forplejning, der holdt alle deltagere energiske og kampklare gennem hele turneringen.
Efterspørgslen er der – nu håber vi, at flere klubber og kredse bakker op om formålet og støtter initiativet. Vi er glade for at kunne annoncere, at Badminton Midtjylland har lovet at gribe bolden og vil i sæsonen 2025/2026 arrangere endnu flere fællesture for de unge! Lad os sammen fortsætte med at bygge broer og udvikle fællesskabet i badmintonverdenen.
Og til Badminton Danmark og kredsene i Badminton Danmark – nu er det på tide at få fællesrejserne op og leve. Lad os gøre det til en fælles sag at støtte de unge spillere og give dem oplevelser for livet!