De sidste bolde er slået ved dette års Senior-DM. Og status efter stævnet er ganske opløftende. Først og fremmest vandt Anders Skaarup Rasmussen en flot guldmedalje i HD – og det endda uden at spille finalen. Stort tillykke til Anders og makker Kim Astrup. Sidst Højbjerg fik en Danmarksmester, var det også Anders, der hjembragte titlen. Det var i 2012 i mix. med Sara Thygesen.
Selvom titlen i dag nok ikke vil stå i erindringen som den mest spektakulære, er det ikke desto mindre et mesterskab. I går tog Mathias Boe sig til hoften kort før afslutningen af 1. sæt i semifinalen, og umiddelbart før kampen var forbi, kom fysioterapeuten på banen og tilså ham. Og han fik også behandling umiddelbart efter kampen. Trods dette måtte han her til morgen melde afbud, hvorfor Anders og Kim kunne lade sig hylde som mestre.
Noget mere kamp om titlen var der i mix’en, hvor Alexandra Bøje og Mathias Bay-Smidt med to snævre tresæts-kampe havde formået at spille sig i finalen. Her vendte favoritterne Sara Thygesen og Niclas Nøhr. Efter første sæt var der ikke noget, der tydede på, at Højbjerg-parret ville gøre kampen til finalestævnets måske mest spændende, men med en justering af taktikken fik de vist, at de begge har et stort potentiale i mix. Midt i 3. sæt gik gassen dog af ballonen, og med en stribe uheldige fejl kunne Thygesen og Nøhr strække armene i vejret som vindere. Men alligevel, en sølvmedalje – det er meget mere end godkendt. Og selvom det – indtil videre – var deres sidste kamp sammen var de med til at sætte et flot punktum for et flot stævne.
Kæmpe stort tillykke til dem alle tre – og tak for en super indsats