Det blev både til guld, sølv og bronze for Højbjergspillerne til stævnet i Højbjerg Badminton Klub sidst i september 2013.
Spillere og trænere, der deltog i stævnet i Højbjerg.
Weekenden den 28.-29. september afholdte Højbjerg Badminton Klub i samarbejde med Dansk Handicap Idræts-forbund (DHIF) et stævne for personer med udviklingshandicap. Helsingør Badminton Klub, KIFU og VBK Viborg samt Højbjerg Badminton Klub var repræsenteret. 32 spillere og trænere tilbragte to gode dage i Højbjerg, hvor der blev spillet en masse badminton.
DHIF har ansat to landstrænere, der står for den sportslige afvikling af de tre stævner, der arrangeres om året. Stævnerne arrangeres på skift i samarbejde med de deltagende klubber, og for andet år i træk har Højbjerg stået for afviklingen af sæsonens første stævne. Stævnet startede lørdag ved middagstid med en fælles opvarmning, hvorefter singleturneringen gik i gang. Spillerne var inddelt i fire puljer. Puljeinddelingen sker til alle sæsonens stævner på baggrund af en divisionering, som fællestrænerne står for. Divisioneringen foregår ved at fællestrænerne spiller med de enkelte spillere for at kunne bedømme deres niveau, hvorefter spillerne bliver sat i puljer med jævnbyrdige. Puljerne er derved ofte blandet med både herre og damer, hvilket vi også så i Højbjerg. Samtidig blev turneringen afviklet på tid, hvor hver kamprunde tog 15 min. Turneringen var derfor præget af intensitet, tætte dueller og en masse fightervilje.
Den gode stemning blev ikke mindre om søndagen, hvor der var doubleturnering på programmet. Her var spillerne parret sammen med spillere fra andre klubber, og det var fantastisk at se en så stærk fællesskabsfølelse parrene imellem blomstre.
Søndagen blev rundet af med en medaljeoverrækkelse, hvor de fire deltagende Højbjergspillere, Winnie, Maja, Rasmus O. og Rasmus B. alle tog medaljer med hjem.
Rasmus Carøe overrækker Winnie Stougaard sin medalje
Alt i alt var stævnet i Højbjerg en stor succes. Ikke mindst takket være en positiv indstilling hos spillerne, en kæmpe indsats fra trænerne samt en stor hjælpende hånd fra frivillige tællere. Til sidst skal der lyde en tak til Cafe Twist for lækker mad og Sokol for et fantastisk engagement og humør.
Skrevet af Katharina Andreasen. T
Træner for handiholdet i Højbjerg Badminton Klub og fællestræner i DHIF