Pressemeddelelse:
Højbjerg Badminton Klub bliver i næste sæson forstærket med den 19-årige mexicanske herresinglespiller Luis Ramon Garrido. Han er pt. nr. 114 på verdensranglisten og er i øvrigt ikke ubekendt med Danmark, idet han tidligere har spillet for Greve og trænet på Michael Kjeldsens nu nedlagte akademi.
Michael Kjeldsen, der nu er sportschef i Højbjerg, kender derfor Luis Ramon Garrido, som han karakteriserer som godt spillende, hårdtslående, temperamentsfuld og med humor. Garrido betegnes som en udviklingsspiller med potentiale, hvilket Mexicos Olympiske Komité også har blik for, idet man støtter ham med henblik på deltagelse i OL 2020.
Luis Ramon Garrido flytter til Aarhus inden sæsonen 2016/17 og satser på badmintonkarrieren. Det betyder, at han indgår i Højbjergs træningsmiljø med to gange daglig træning, og han bliver dermed et godt supplement og konkurrent til klubbens bedste herresinglespillere.