Det er med stor sorg, at vi har modtaget nyheden om, at Lars Nørgaard pludselig er død.
Lars har i en meget lang årrække været frivillig leder i Højbjerg Badminton Klub, først omkring ungdomsarbejdet, hvor han begyndte som holdleder for sin datters, Rikkes, ungdomshold. Han kom siden med i UU, og derfra blev han indvalgt i bestyrelsen. Her sad han i flere år. I de seneste år var han en af klubbens frivillige interne revisorer, der hvert år op til generalforsamlingen gennemgår klubbens regnskaber. Som anerkendelse for sit store arbejde i Højbjerg har Lars modtaget bestyrelsens forskellige lederpokaler.
Lars kom meget i klubben – ikke kun for selv at spille med sine faste motionsmakkere – men også for at følge sine to døtre, Rikke og Line, når de spillede kampe på klubbens forskellige hold fra ungdomstiden til – på det seneste – ligakampene.
Og det var altid med smil og venlighed, Lars mødte sine omgivelser. Om det var i café’en, på tilskuerbænkene eller på banerne var der altid god stemning omkring Lars. Han har således sat et stort aftryk på klubben, og han vil blive savnet som en af klubbens tro støtter.
Vores tanker går til Susanne, Line, Rikke, Benjamin og Søren, der med Lars’ alt for tidlige død har mistet en kærlig mand, far, morfar og svigerfar.
Æret være Lars’ minde.
Bestyrelsen