FORZA/RSL DM 2019
Pressemeddelelse fra
Viby Badminton Klub,
Aarhus Badmintonklub
og Højbjerg Badminton Klub:
Samarbejde, samarbejde og samarbejde
Ligesom ejendomsmæglere har tre altafgørende parametre for at sælge boliger, er der også tre parametre for Viby Badminton Klub, Aarhus Badmintonklub og Højbjerg Badminton Klub, når de i fællesskab arrangerer DM i badminton, nemlig samarbejde, samarbejde og samarbejde.
På det sportslige plan er der på alle niveauer krig på kniven, når de tre klubber møder hinanden, men når man arrangerer DM, hjælper man hinanden til gavn for DM-deltagerne, publikum og badmintonsporten som sådan.
Det er 4. gang Viby, AB og Højbjerg i samarbejde med Badminton Danmark arrangerer DM. De 3 første gange har været med succes, og alt tyder på at 4. gang også bliver det. Vibys formand Poul Mølgaard, Højbjergs formand Michael Locht og AB-bestyrelsesmedlem Claus Godt Hansen er blandt tovholderne i det store fælles DM-projekt, og de håber, at man dermed kan vise, at det aarhusianske samarbejde gør en forskel i hele badmintonverdenen og ikke mindst udbreder interessen for sporten i hele Østjylland.
Et af tiltagene i forbindelse med DM er, at skoleklasser og SFO’er bliver inviteret til at se badminton på verdensklasseniveau samtidig med at de selv kan prøve at spille badminton under kyndig vejledning af DGI-instruktører.
At de tre klubber kan løse store opgaver med succes afspejler sig også i, at Badminton Danmark har bedt Viby, AB og Højbjerg stå for afviklingen af Thomas/Uber Cup i 2020 – en af de store verdensbegivenheder inden for badmintonsporten.