Paul Locht er død. Det var den besked, der tikkede ind fredag, d. 10. marts. Paul var allerede, da han blev aktiv i Højbjerg en etableret og kendt sportsmand i Aarhus. Via sine sønner, Peter og Michael, blev det badmintonsporten, der kom til at spille en stadig større rolle i hans liv efter en karriere som roer og håndboldspiller. På den måde blev Paul en ener i dansk idræt og en ener i Højbjerg.
I 1951 vandt han sølv i europamesterskabet i firer uden styrmand, en bedrift, der kvalificerede båden og Paul til OL i 1952. Ud over danske mesterskaber i roning var Paul en del af landsholdet i håndbold i 50’erne. Tre gange var han med til at vinde DM for AGF. At han så også var en dygtig fodboldspiller for AIA hører med til billedet af et usædvanligt mangesidigt idrætstalent. Da Boye-pokalen, som hylder årets idrætsudøver i Aarhus, skulle uddeles første gang i 1955, var Paul den naturlige modtager.
Eftersom Peter og Michael brugte mere og mere tid i Højbjerg, blev Paul suget med ind i klubbens liv. Og det var i rollen som far til to aktive drenge, vi i første omgang lærte ham at kende. Men i 1981, da klubben manglede en træner til klubbens bedste spillere, trådte Paul til.
Hans viden om badminton var begrænset til de mange timer, han havde set spillet udført. Men hvad han manglede i eksakt badmintonkunnen blev opvejet af den kolossale viden, han havde om træning – både individuelt fra roningen og holdmæssigt fra håndbolden. Med dette forenet satte han en træning sammen, som gjorde, at Højbjerg i 1982 for første gang kunne vinde det danske mesterskab i holdbadminton. Siden kom andre trænere til, men Paul blev omkring holdet som holdleder, en rolle han også bestred, da Højbjerg igen vandt DM i 1987.
Siden kom han ind i klubbens ledelse, og han var i en periode i slutningen af 80’erne og igen i midten af 90’erne formand for klubben. Alt dette førte selvfølgelig til, at Paul blev æresmedlem i Højbjerg Badminton Klub.
Dette er al det faktuelle i det aftryk, Paul har sat i Højbjerg og i aarhusiansk idræt. Men bag dette er også en historie om mennesket Paul Locht. For Paul var meget mere end idrætsmand og leder. Han havde en stærk udstråling og et positivt livssyn, som altid var god for en historie, en fortælling, som bragte smilene frem. Han kunne mange anekdoter og var ikke sen til at bringe dem i spil med nutidige betragtninger. Trods sin høje alder, 93 år, forblev han til det sidste ung i sindet.
Det er sådan, vi husker ham, en mand nærmest uden udløbsdato. Og så selvfølgelig ikke, for Paul lagde efter kort tids sygdom “årerne, harpiksen og ketsjeren” fra sig d. 9. marts omgivet af sin familie til tonerne af Oscar Pettersons “Hymn to freedom”.
Æret være Paul Lochts minde.
